Sao Mais pædagogik

Sao Mais pædagogik. Ja, det er et godt spørgsmål, som jeg vil forsøge at svare på bedst mulige objektive vis. I den klasse som jeg er i, er der to lærerinder, som underviser henholdsvis fire og fem børn. Det er  en til en undervisning i ca. 5-8 minutter pr. barn, alt i mens de andre skal sidde stille og vente, lege med puslespil eller tegne. De ting som de unge mennesker skal lære er, kommunikative færdigheder, sociale færdigheder.
Jeg skylder lige dig kære læser, at fortælle de børn, som er i klassen, alle er infantil autister og kun en enkelt har verbalt sprog. De ligger i aldersgruppen fra ni til atten år og kønsrolle fordelingen er, syv-to i drengenes favør. 
Når der undervises i kommunikative færdigheder, så er det lærerinden ved hjælp af en illustration af en eller anden ting, fortæller, hvad tingen er og efterfølgende skal det pågældende barn gentage, hvad tingen hedder. Andre gange er der flere ting i brug i undervisning og her skal barnet/det unge menneske pege på den ting som lærerinden snakker om. Tit og ofte hjælper lærerinden med en ført hånd det pågældende barn til, at pege på det hun siger. Lærerinderne arbejder meget mål orienteret, hvor vi i Danmark pædagogisk arbejder procesorienteret. Samtidig er min hypotese, at lærerinderne ikke har didaktiske overvejelser eller reflekterer de vilde over deres måde, at undervise på, for det er dikteret fra ledelsesplan i hvad, hvordan og hvorfor der skal undervises, uden der heller ikke er blevet kigget på, hvad der er børnenes reelle behov. Jeg har igennem min periode på Sao Mai, lavet mange observationer. Det er kun i enkelte situationer, jeg har set de pågældende unge mennesker været fordybet i den aktivitet som de er i gang med. Set med en dansk pædagogs glasøjne, mangler der struktur og ressourcer, både fagligt, men også de fysiske rammer, hvilket vanskeliggør stort set al indlæring og hensyntagen for det enkelte individ. Her mener jeg ikke kun hensyntagen til de unge mennesker, men i den grad også til lærerinderne. Det her skal bestemt ikke tages som en nedsabling af Sao Mai, lærerinderne eller vigtigst af alt, børnene. Børnene har desværre så store udfordringer i form af deres handicap, at man i Danmark ville være en til en hele dagen hos fem af børnene og hos de fire andre, ville man være en til to. Samtidig er lokalet på ca. 15-18 m2, og jo kære læser, jeg må indrømme, at kvadrat meterne ikke er baseret på facts, men i stedet på det der kaldes øjemål, så tommestokken har ikke været fremme, det beklager jeg. Det lille lokale og dårlig normering muliggøre ikke et læringsmiljø, der kan varetages børnenes individuelle behov og udfordringer, og jeg tager i den grad hatten af for lærerindernes ihærdighed, bare ærgerligt, at børnene er de store tabere. 
For at undgå, at børnene skulle blive de store tabere, burde klassen splittes op, som jeg har beskrevet i ovenstående afsnit. Lærerinderne skulle opdateres på viden omkring autisme. Ledelsen og de undervisningsansvarlige skulle i samarbejde med de enkelte lærerinderne udvikle læringsmetoder til hvert enkelt barn og tilgodese barnets udvikling og behov i stedet for, at skære alle over en kam.