fredag den 24. februar 2012

Vietnamnam blog amok smog! Ja den tages ad hoc.

Delstatus efter fire uger i det vietnamesiske land, nærmere betegnet Ha Noi. Distriktet hedder Dong Da jeg lige nu befinder jeg mig på seksogtyvende etage på altanen i vores lejlighed, hvor smog solen bevirker, at mit ansigtsudtryk ser noget sammenbidt ud, når jeg tager genspejlet på computerskærmen i betragtning! Samtidig medvirker genskæret også til, at øjnene slapper fuldstændig af og gør skriveprocessen yderligere behagelig og ikke fremskynder den snigende træthed, der allerede er begyndt, at melde sig!

Nok om omgivelserne og arbejdsbetingelserne, fordi det er ingenlunde slemt. Lad mig starte ved begyndelsen, afrejsen fra Københavns lufthavn. Det var surrealistisk, at sige på gensyn til min far, mor, Borgmesteren aka min barndomsven Thomas, Claus, min ven og kollega inde fra Huset i Magstræde og hans kæreste Maja. Dejligt de var der til, at sende mig afsted. Udover det, var det også rart, at hilse på Ditte og Trines, som jeg er i praktik med, familie og venner, som var troppet op og sige på gensyn til dem. Spændingen sitrede i hele kroppen, for nu var det nu, at vi skulle afsted. Samtidig med var der også en masse nervøsitet i kroppen, for jeg havde aldrig været væk fra lille velfærds Danmark i mere end en uge af gangen og aldrig udenfor finanskriseramt og gældspræget-i-knæ-tynget-Europa.

Jeg har stadig svært ved, at beskrive hvilken følelse jeg havde i kroppen, da jeg gik op af trappen til sikkerheds tjekket. Nu var det en realitet, ingen vej tilbage før om seks måneder. En tidshorisont, der er ligeså uvirkelig for mig, at forstå, som det er at forklare en treårig, hvor snart man er der, efter ti minutter i tog og der resterer yderligere tre timer af rejsen.

Efter godt fjorten timer i fly og en mellemlanding i Moskva, stod vi endelig i Ha Noi lufthavn.
Paskontrollen gik fornemt, tog sin tid, men det gik fornemt. Det samme med bagagen, tog dog ikke sin tid, men gik i den grad fornemt. Stolt gik vi igennem tolden og endelig stod vi i ankomst hallen. Vi skulle nu skaffe en taxa, for vi skulle mødes med Mr. Andy inde i selve Ha Noi, som vi havde haft kontakt med i forhold til, at finde en bolig. Det med at skaffe en taxa var imidlertidigt intet problem, tværtimod det gik ret smertefrit. Taxachaufførerne var meget tjenestevillige, der var endda flere, som mente vi skulle køre med dem, ja de ligefrem insisterede på vi skulle køre med dem. Så der var mange valgmuligheder. Vi holdte os dog kun til en taxa, da det ville virke en smule arrogant, at troppe op i tre taxaer, der hvor vi skulle kigge på lejligheder. Her vil det dog være på sin plads lige at indskyde, at det på ingen måde, havde været et problem, at få fat i tre taxaer.

På turen fra lufthavnen indtil selve Ha Noi, blev jeg meget overrasket over, hvor fattigt Viet Nam så ud og tænkte, fuck skal jeg bo her i seks måneder! Men så røg tankerne over på hvor kreative vietnameserne er, når det drejer sig om, at læsse en scooter eller cykel, meget fascinerende. Hjemme i velfærds Danmark, ville ordensmagten nok havet givet et klip, måske to eller nok også i nogle tilfælde ligefrem lavet en betinget frakendelse af kørekortet, hvis at scooteren var blevet læsset på disse kreative måder. Her skal det så siges, at der bliver gjort opmærksom på sig selv i trafikken. Måden det gøres på i Viet Nam er ved hjælp af hornet. Det er dog ikke på den flirtende måde, som vi gør i Danmark, når vi holder bag ved én i et lyskryds, der ikke lige har opdaget, at der er blevet skiftet fra rødt over til gult og videre til grønt. De gør det rent faktisk af hensyns tagen til deres medtrafikanter. ”Her kommer jeg, jeg agter, at køre denne vej, venligst naviger udenom eller hold tilbage, da mit motoriseret tohjulet køretøj, er pakket med levende høns!” kunne være et scenarie.

Efter godt femogtredive minutters kørsel, landede vi på Lang Ha street, hvor vi skulle møde Mr. Andy, der skulle fremvise et hus vi eventuelt. skulle leje for vores praktikperiode. Huset forefandt sig i en femte baggård, som på mange område var rigtig hyggeligt. Det skortede en del på lysindfaldet, ja jeg vil strække mig så langt og sige, at det dissideret et meget mørkt hus. Her skylder jeg, at oplyse om, at husene i 'Ha Noi primært er bygget op, af mursten og mørtel, men til stor undren for mit vedkommende med kun et rum på hver etage og tilhørende toilet. Jeg mistænker en gelænder og trappemafia, som må have stor indflydelse på boligarkitekturen. Mr. Andy kunne dog fremvise yderligere et hus, næsten identisk med det foregående, dog med væsentligt mere lysindfald. Her var landlordinden dog en smule mavesur over, hvad vi efterfølgende konkluderede måtte skyldes, at vi ikke havde taget vores sko af på rundvisningen – normal kotume i Vietnam og velsagtens også i Danmark.
Trine og jeg var dog klar nok på, at tage dette hus, men stædige Ditte, begyndte og argumentere i øst og vest om, hvor solen står op og går ned. Og hun ville bo et sted, hvor rummene var på samme etage, for det ville være meget mere hyggeligt. Så afsted til endnu et sted Mr. Andy kunne vise os. Og nu, hvor jeg som skrevet i starten bloggen, sidder på seksogtyvende etage, dog ikke mere på altanen, men i min seng med udsigt til en anden altan, som jeg også kan gå ud på, hvis ikke det var fordi der stod vasketøj, der er tørt, men som jeg ikke gider, at tage ned lige nu, fordi jeg som sagt er i gang med, at skrive blog ad hoc, er jeg meget glad for, at Ditte argumenterede for, at vi skulle finde et andet sted med alle rum og lysindfald på samme etage, som vi kan kalde hjem i de næste små seks måneder. Fortsættelse følger... Allerede? Ja det går stærkt, for hvis jeg skal nå, at skrive om samtlige fire uger, bør jeg nok fortsætte, da jeg indtil videre kun er nået igennem den første dag, hvilket ikke er helt præcist, for dagen er ikke beskrevet færdig endnu, da mødet med landlorden også var en oplevelse i sig selv. Han var en meget sympatisk mand og kunne ikke to ord engelsk. Vietnamesisk var og er han vitterlig rigtig god til, faktisk så god, at Mr. Andy valgte ikke at oversætte alt, hvad han sagde til os, da der dagen efter skulle forhandles betaling af husleje og vi fortalte vi ikke havde nok kontanter i, hverken dollars eller dong, så vi gerne ville have landlordens bankoplysninger. Der var også sket en kommunikationsbrist, for han havde også taget bestik og service med, som han ønskede penge for. Det ville vi ikke give ham, så han forærede det til os i stedet, meget gavmildt. Samtidig ville han sørge for rengøring, da lejligheden havde stået tom i et stykke tid. Sikkert siden midt oktober, for vi har lige betalt elregninger tilbage fra midten af oktober. Omkring ved en tretiden kom regøringsdamen og hun gik fluks i gang med krum hals, med rengøringen. Det var så vildt, at ryggen også krummede en del. Jeg mistænker det korte kosteskaft for attituden. En lille time efter kom der en rengøringsdame til og ikke ret lang tid efter hende kom endnu en rengøringsdame og hjalp til, alle med samme attitude og meget grundige.
Da rengøringsbanden var færdig, ville vi ud og spise lidt mad og besøge vores nye nabolag. Vi bor ud til en ret trafikeret vej, og jeg havde hørt hjemmefra, at man bare skulle jokke ud i trafikken, for de mange scootere, biler og busser skulle nok køre uden om, man måtte bare ikke stoppe op. Der må jeg tage hatten af for Trine og Ditte, for de køre det, jeg vil kalde den sikre kamikaze stil, hvor de med stor selvsikkerhed bevægede sig ud i scootermyldret, hvor jeg i takt med min alder ikke føler mig så uovervindelig længere, men kom dog over. Til dags dato, må jeg stadig erkende, at de stadig er væsentligt mere målrettet og kompetente til, at komme over gaden. Efter vi havde gået rundt nærstuderet nærmiljøet, og nærmiljøet havde studeret os, bevægede vi os ind på et gadekøkken. Her måtte vi sande, at der blev vasket op på gulvet, men vi blev enige om, at det nok ikke ville være anderledes på nogen af de andre gadekøkkener. Så vi satte os ved et bord og prøvede, at bestille noget mad hos en ung pige, hun forstod os imidlertidigt ikke, så en ældre model af kvindekønnet kom hen og hun var ikke særligt salgsorienteret, for vi måtte ikke bestille noget mad. En kende underligt, vi forstod i hvert fald ikke hvorfor. Så travede lidt længere nede af vejen. Her fandt vi et sted, hvor de serverede hvedebrød med salat og 50/50 svinekød/fedt, med dertilhørende drik, som mest mindede om smagen af vand, der har stået i vandrørene for længe – rustvand, kan det kaldes. Pause....

1 kommentar:

  1. hvornår slutter pausen .......? det er jo superspændende og du skriver rigtigt godt og spændende. MER' vi vil ha' MER'! Og hold da op for en udsigt!

    vi ses snart
    mvh Lars

    SvarSlet